Indregulering af vand-, varme-, køle- og ventilationssystemer
Vi udfører indregulering af brugsvandssystemer samt ventilations-, varme-, og kølesystemer (HVAC). Uanset om det er helt simple og små anlæg med én enkelt blandesløjfe eller de store højteknologiske og komplicerede procesanlæg, har vi de nødvendige ressourcer og værktøjer til opgaven.
Bedre økonomi og komfort
Der kan spares mange energikroner ved at få indreguleret et anlæg, som er ude af balance. Det kan også være komforten, der halter og skal rettes op. Mange gange ser vi også anlæg, som bruger alt for meget energi i forhold til det nødvendige.
Ganske enkelt og kort fortalt, så er indregulering nøglen til at bruge ressourcerne til brugsvandssystemer samt ventilations-, varme- og kølesystemer på den mest hensigtsmæssige måde.
Indregulering til præcis ydelse og komfort
Ved indregulering, balancering eller indjustering bliver alle anlæggets komponenter justeret til at yde lige nøjagtig den effekt, som er foreskrevet i projektet eller er nødvendig for at opretholde de specificerede krav til komforten.
Mindre vand- og energispild
Hvis det drejer sig om brugsvand, så går indreguleringen også ud på at mindske både vand- og energispild. En korrekt indregulering betyder, at det varme vand leveres ved tapstedet inden for 10 sekunder med den rette temperatur og uden indhold af hverken biofilm eller Legionellabakterier.
Mange fordele ved korrekt indregulering
Indreguleringen skaber bl.a.:
- Bedre indeklima og komfort
- Bedre driftsøkonomi
- Mindre støjgener
- Mindre energiforbrug
- Ensartethed i fordeling og uden unødig ventetid
- Færre unødvendige servicebesøg

