Maskinmesterpraktik med udfordringer og ansvar

Michel Christensen er i færd med at uddanne sig som maskinmester. Lige nu er han i gang med 9. semester og i professionspraktik hos Cx & tekniq (CxT). Han anbefaler gerne CxT til andre studerende, som ønsker en praktikplads med høj faglighed, udfordringer og mulighed for at tage ansvar.

Hos CxT er der et ekstremt højt fagligt niveau, men der er også plads til stor forskellighed. Fra dag ét har jeg følt mig godt tilpas her, og min stemme bliver hørt, selvom mine erfaringer er begrænsede, siger Michel Christensen om at være i praktik hos CxT.

Michel læser til maskinmester hos Teknika i Lyngby, og han har tidligere været i virksomhedspraktik hos CxT og er nu vendt tilbage til virksomheden i sin professionspraktik. Han fandt oprindeligt frem til virksomheden via sit netværk og er glad og tilfreds med det.

Det er meget lærerigt at være hos CxT. Vi arbejder på et højt teknisk niveau for at optimere de tekniske anlæg, vi får opgaver på. Det er spændende arbejde og meget lærerigt at være med til møder og høre argumenterne for vores forslag til løsninger, siger Michel.

Netop nu er han ved at skrive sit speciale, og her hjælper jobbet hos CxT også med at gøre det meget nærværende og praktisk. Michel skriver nemlig om drift og vedligeholdelse på et solcelleanlæg, som han er kommet til at kende via sit arbejde hos CxT:

Jeg håber at kunne lave en god plan for drift og vedligeholdelse af anlægget og en Life Cycle Cost Analysis (LCCA), som giver et bud på, hvornår anlægget med fordel kan skiftes ud.

Gennem sit arbejde hos CxT har Michel fået en forståelse for, hvor vigtigt det er at have sin tekniske viden og argumentation i orden:

Det er vigtigt, at vi forbereder os grundigt, for de løsninger, vi foreslår, er ofte helt afgørende for, hvordan en bygnings tekniske anlæg kommer til at virke. Vi har et stort ansvar, siger han og tilføjer:

Jeg vil til enhver tid anbefale CxT som praktiksted, hvis man godt kan lide at få udfordringer og involvere sig. Det er et sted, hvor ens bidrag gør en forskel i problemløsning.

Michel bor på POP-kollegiet i Lyngby og er lidt af en cykelentusiast og eventyrer.
Desuden holder han af at lave god mad og få et par øl med vennerne.

Cx & tekniq © 2025
Udarbejdet af Hviid Digital