En markant dansk teknologivirksomhed er for nylig flyttet ind i et nyt, topmoderne og næsten fuldautomatisk hovedsæde i Nordsjælland. Det imponerende domicil på 12.000 kvadratmeter rummer både kontorer, avancerede produktionslokaler og en stor testhal. Her har Cx & tekniq (CxT) medvirket til at sikre, at bygningens omfattende automation og tekniske installationer spiller sammen.
Ambitionen med det nye byggeri er at skabe et intelligent og CO₂-neutralt hus, der automatisk tilpasser sig brugernes skiftende behov.
For virksomheden bag har det været afgørende at skabe rammer, der understøtter den fortsatte vækstrejse og position som en innovativ aktør på det globale marked. Siden indflytningen har CxT arbejdet intensivt med at indkøre og optimere de mange komplekse løsninger, som huset rummer.
Fokus på bæredygtighed, automatik og teknik
”Rent teknisk er det et meget ambitiøst byggeri. Næsten al den teknik og bygningsautomatik, man overhovedet kan forestille sig, er tænkt ind i det nye hus,” fortæller direktør Henrik Slott.
Han forklarer, at detaljegraden i bygningen er usædvanlig høj, hvilket stiller store krav til en præcis håndtering af de tekniske systemer. I praksis betyder det blandt andet, at der er installeret automatisk skyl i bygningens 42 toiletter, og at de mere end 150 rum hver især er udstyret med intelligent rumstyring med op til 18 forskellige indstillingsmuligheder.
Bygningens ydre er lige så avanceret med automatiske persienner integreret i trelagstermoruderne.
Energiforsyningen består dels af et jordvarmeanlæg, som leverer køling om sommeren, opvarmning om vinteren og varmt brugsvand, dels af et stort solcelleanlæg på taget, som producerer en væsentlig del af bygningens strømforbrug.
En omfattende indregulering og optimering
CxT har haft ansvaret for den tekniske indkøring samt projektledelsen for indregulering og optimering af samtlige tekniske og automatiske løsninger. Opgaven er blevet løst gennem et stærkt tværfagligt samarbejde internt i virksomheden.
”Flere af vores medarbejdere har løbende bidraget med at teste, indregulere og optimere bygningens mange anlæg og funktioner. Det er en stor fordel, at vi råder over alle de nødvendige tekniske kompetencer internt til at løse så kompleks en opgave. Samtidig har vi kunnet arbejde målrettet sammen med de relevante underleverandører for hurtigt at få udbedret eventuelle fejl og mangler,” siger Henrik Slott.
Arbejdet bærer allerede frugt, og de fleste systemer fungerer nu præcis efter hensigten. Derudover har CxT-teamet udarbejdet den fremtidige service- og vedligeholdelsesplan for alle bygningens tekniske komponenter.
”Det er et projekt, vi er meget stolte af. Det viser, hvordan vi med vores samlede tekniske kompetencer kan skabe værdi i komplekse og ambitiøse byggerier,” siger Henrik Slott.
Udgivet d. 22. maj 2026





